Bellibria, en organisation under Røde Kors, sendte bl.a. titusinder af bøger og undervisningsmateriale til krigsfanger på begge sider af østfronten. Det danske erhvervsliv støttede krigsfangearbejdet ved at stille arbejdskraft, lokaler og transport til rådighed – her ses et af Bellibrias kontorer på Carlsberg, hvor frivillige fører kartoteker over krigsfangernes navne og opholdssteder.
Tre unge lægers farefulde rejse til krigsfangelejrene i Sibirien
Information
http://www.information.dk/520078
For 100 år siden startede en af de største danske humanitære indsatser nogensinde, da det neutrale Danmark ydede bistand til de 3,5 mio. soldater, der blev taget til fange på østfronten i Første Verdenskrig. Røde Kors-historikeren Barbara Zalewski fortæller om tre unge danske lægers rejse til Sibirien med medicin
**
I 1916 rejste tre nyligt uddannede danske læger – Carl Krebs, Camillo Martiny og Ivan Osiler – til Sibirien på vegne af Dansk Røde Kors. Med sig på rejsen havde de medicin for en mio. kr. til de hundredtusindvis af tilfangetagne tyske og østrig-ungarske soldater, som de russiske myndigheder havde interneret i lejre i det fjerne og ufremkommelige Sibirien.
De tre danskere tog via Finland til Petrograd – også kendt som Sankt Petersborg – med 100 medicinkasser og herfra 3.000 km videre til byerne Perm og Omsk i Sibirien, hvor lægemidlerne skulle udleveres til tyske krigsfangelæger i lejrene.
I sine erindringer, En Dansker i Mongoliet (1937), beskriver Krebs strabadserne.
»Man måtte sove på fedtede stengulve i ventesale, være glad for at have en konservesdåse at lægge sit hoved på, eller slet ikke at have noget at hælde sit hoved til, for jeg har sovet stående klemt inde mellem folk.«
Transporten til de enkelte krigsfangelejre, der var spredt ud i det kolossale område mellem Perm og Omsk, var alt andet end bekvem.
»Med én af de store medicinkister bundet fast bag på den lange ufjedrede rejsevogn, og selv anbragt på hø og stivet af med pude og kuffert, skumplede vi af sted over huller og stok og sten gennem endeløse tyste skove,« skrev den danske lægedelegat.
Ubekvemmelighederne blev dog opvejet af »krigsfangernes rørende glæde over at tale med en venligsindet udsending og modtage vores højst tiltrængte lægemidler (…) lægemidler, der var sjældne i Rusland og så at sige fuldstændig fraværende i lejrene, hvor sygdomme og epidemier rasede,« skriver Krebs.
De danske delegaters rejse i 1916 var en del af en kæmpe dansk humanitær indsats, som den danske afdeling af Røde Kors, den danske regering samt en række frivillige organisationer og koncerner iværksatte for 3,5 mio. krigsfanger på østfronten under Første Verdenskrig – en indsats, som ifølge Røde Kors-historikeren Barbara Zalewski aldrig er blevet grundigt udforsket og kun er kendt i snævre kredse.
Krigsfanger i Danmark
Det neutrale Danmark var kun i begrænset omfang involveret i Den Store Krig fra 1914 til 1918. Kendt er historien om de 50.000 dansksindede tyske borgere i Nordslesvig, der blev indkaldt til tjeneste på både øst- og vestfronten, og at 5.000 ikke vendte hjem.
Historien om de godt og vel 4.000 invalide tyske, østrig-ungarske og russiske krigsfanger, som Røde Kors og den danske regering tog sig af i to til lejligheden særligt byggede lejre i Horserød og Hald ved Viborg i 1917-18, blev fortalt af journalist og forfatter Bent Blüdnikow i Krigsfanger (1988).
I bogen kommer Blüdnikow kort ind på den humanitære operation udført af danskere for krigsfangerne i Rusland. Det samme gør Barbara Zalewski i sin doktorafhandling, Den Nærsynede Bamhjertighed, fra 1996 om Røde Kors’ rolle i dansk udenrigspolitik 1876-1945.
Siden har Zalewski beskæftiget sig mere indgående med den danske humanitære indsats og krigsfangerne i Rusland. I et interview med Information fortæller hun, at Rusland slet ikke var logistisk forberedt på at tage imod så mange krigsfanger fra centralmagterne. Alene i 1914 tog Rusland 400.000 tyskere og østrigungarere til fange på østfronten.
»I Tyskland satte man de russiske krigsfanger til at arbejde i landbrug eller industri eller med håndværk i lejrene. Russerne flyttede derimod deres fanger så langt væk fra fronten som muligt for at undgå, at de skulle falde dem i ryggen. Det betød, at de blev placeret på øde steder i det vestlige Sibirien,« siger Zalewski.
Allerede i begyndelsen af 1915 havde Dansk Røde Kors organiseret de første såkaldte ’søsterrejser’ til krigsfangelejre i Rusland. Her havde de udsendte delegater hurtigt opdaget, at fangerne levede under så hårrejsende forhold, at overbringelse af penge og korrespondance samt henstillinger til de russiske kommandanter om at forbedre deres levevilkår ikke ville være nok til at nedbringe det store tab af menneskeliv.
Der var derfor et åbenlyst behov for den humanitære hjælp, som den dengang 27-årige Carl Krebs bidrog til, fortæller Barbara Zalewski. Synet af de tyske krigsfangers elendige tilstand gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge læge, der beskrives som en »eventyrlysten, vild krabat«. Allerede undervejs på rejsen til Sibirien, i Finland, så han et ambulancetog, som Svensk Røde Kors brugte til udveksling af invalide krigsfanger fra østfronten.
»Synet af disse elendige gav mig en rystelse, som jeg aldrig har glemt. Jeg havde vel nærmest – og mest ubevidst – haft en heroisk opfattelse af krig … Og her var nu disse hundreder af invalider, der ikke passede ind. Krigens maskine havde grebet dem, hvirvlet dem rundt, revet arme og ben af dem, presset al saft og kød og blod af dem, så de nu lå her som blege, udtærede og lemlæstede invalider,« skrev han i sine erindringer.
Uden vintertøj
Centralmagterne, Tyskland, Østrig-Ungarn, Tyrkiet og Bulgarien, havde udstyret deres soldater med sommeruniformer i forventning om en hurtig sejr, inden vinteren 1914-15 satte ind. De var ikke velegnede til sibirisk vinterkulde.
»Mange var kommet af sted i sommeruniform, støvler blev hurtigt slidt op, og hvad med tæpper og madrasser? De måtte sove i halmsække og kunne fryse ihjel. Og de kunne også dø af ganske almindelige sygdomme eller af underernæring,« fortæller Barbara Zalewski.
Derfor var de medicinkasser, som Krebs og de to andre læger skulle have med, så afgørende for at redde bare nogle få af de nødlidende krigsfanger. Men at få dem transporteret fra København og helt ud til de afsidesbeliggende lejre i Sibirien var sin sag. Det krævede mod, snilde, udholdenhed, diplomatisk takt og stor opfindsomhed.
I sine erindringer beretter Krebs om en anden rejse med lægekollegaen Camillo Martiny til nogle lejre nær Murmansk-banen i det nordvestlige Rusland – lejre, der aldrig var blevet inspiceret af Dansk Røde Kors, fordi de lå i et militærdistrikt.
Det var tyske og østrig-ungarske fanger fra disse lejre, der i 1915-17 lagde skinner fra Kola i polarområdet og sydpå til Petrozavodsk nær Petrograd, en strækning på 920 km.
»Det hed sig, at nedlæggelsen af hver svelle kostede en krigsfange livet,« bemærker Zalewski.
Krebs og Martiny rejste til området i foråret 1917, mens borgerkrigen mellem bolsjevikkerne og ’de hvide russere’ (konservative, monarkister, liberale og socialister, som var modstandere af den bolsjevikiske revolution) var på sit højeste. På grund af de kaotiske tilstande var det umuligt for de danske læger at få adgang til lejrene fra det russiske Røde Kors. De håbede at kunne besøge lejre, hvor der var udbrudt plettyfus.
De to slap ind i en lejr »på deres frække ansigter« ved at forvirre en vagt og fik kontakt med nogle krigsfangelæger, som de gav 1.000 rubler. De nåede også at tale med en russisk læge og besøge lazarettet.
Krebs fortæller, at patienterne var overladt til sig selv, og at kun et par af dem var raske nok til at hente mad i en vogn langt væk og bringe de døde ud. Danskerne lovede at vende tilbage med medicin.
Pludselig ankom nogle russiske soldater og beordrede dem til en nærliggende by, hvor de frygtede, at de ville blive arresteret. Men Martiny reddede situationen ved at bryde ud i en flammende revolutionær tale om, at de gamle tider med misbrug var forbi, for »nu skulle vi alle sammen hjælpes om at bygge det nye. Det endte med, at de råbte hurra for os,« skriver Krebs.
Enkekejserinden
Den danskfødte enkekejserinde Dagmar var i mellemtiden blevet interneret af de revolutionære myndigheder på et slot på Krim. Hun var datter af Christian IX og blev gift med zar Alexander II, hvis søn Nikolaj havde overtaget magten efter sin fars død. $Dagmar spillede en nøglerolle i bestræbelserne på at overtale sin søn, zaren, til at lade delegater fra Røde Kors rejse ind og besigtige lejrene og fordele pakker, bøger og breve til krigsfangerne fra 1915 og frem til Februarrevolutionen i 1917.
Men i 1917 blev enkekejserinden sat i husarrest på Krim af bolsjevikkerne og manglede penge til indkøb af mad til sit hof. Gode råd var dyre. Det danske gesandtskab i Petrograd betroede Krebs opgaven at bringe breve, madvarer og 50.000 rubler til Dagmar på Krim. Hans officielle ærinde var dog at rejse til konsulatet i Kharkov i Ukraine, hvorfra forsyningerne angiveligt skulle uddeles til krigsfanger.
Krebs fortæller, at man sloges så vildt om pladserne på stationen i Petrograd, at han måtte få dragerne til løfte ham op på »det let buede tag« i en togvogn. Herfra trak han kasserne op. I en af dem var et gummibadekar, han altid havde med. Det brugte han som værn mod den kolde februarvind, mens han pakkede sig ind i et rejsetæppe og holdt kroppen varm ved hjælp af af rubelsedlerne, der var syet ind i hans vest.
Den kolde tur på togtaget varede i to døgn. Herefter fik han en plads i toget på resten af den 2.000 km lange rejse fra Petrograd til Krim-halvøen, der varede to uger.
Krebs og Martiny var blot få blandt mange ukendte danske frivillige, der udførte humanitære heltegerninger for krigsfangerne i Rusland på vegne af det neutrale Danmark.
»Den humanitære operation var ikke et dansk idé. Oprindeligt henvendte Røde Kors i Genève sig til svensk Røde Kors, men her mente man, at Danmark var bedre egnet til opgaven. Vi havde den danske enkekejserinde og Det Store Nordiske Telegraf Selskab, der før krigen havde lagt telegraflinjen hele vejen fra København til Vladivostok,« forklarer Barbara Zalewski.
»Det betød, at man kunne telegrafere penge til krigsfanger i lejre, som lå nær linjen. Og Store Nordiske havde danske medarbejdere udstationeret lige fra Petrograd til Vladivostok. De kunne give en hånd med.«
Dolkestødslegenden
Trods den kæmpe indsats fra dansk side vurderes det, at kun 5 pct. af de 2,5 mio. tyske og østrig-ungarske krigsfanger vendte hjem i live. Efter fredsaftalen mellem Tyskland og det nye Sovjetunionen i februar 1918 var fangerne frie til at ’gå’ hjem, men hverken bolsjevikkerne eller de nye styrer i Tyskland, Østrig og Ungarn udviste synderlig interesse for deres skæbne.
»Hele den del af Europa var enten i opløsning eller opstandelse,« siger Zalewski.
De eneste, der kunne have gjort en forskel, var sejrherrerne.
»Men Ententemagterne, Frankrig, Storbritannien og USA, rørte ikke en finger for de mange efterladte fanger i det allierede Rusland. Neutrale lande som Danmark kunne gøre noget, men intet i forhold til, hvad krigens vindere kunne have gjort for at få dem hjem,« mener Zalewski.
Hun konkluderer:
»Det gav næring til dolkestødslegenden i Tyskland og Østrig – en nagende bitterhed over den uretfærdig behandling af deres krigsfanger i Rusland. De neutrale landes beskedne indsats over for krigsfangerne var ikke nok til at undgå en humanitær katastrofe. Det var en medvirkende faktor i nazismens opblomstring.«
Man kunne tilføje, at historien om krigsfangernes tragiske skæbne i Rusland måske stadig var levende i mange tyske officerers hukommelse, da værnemagten et par årtier senere bevidst lod flere mio. russiske krigsfanger dø af sult eller likviderede dem under den mislykkede invasion af Sovjetunionen i Anden Verdenskrig.